Henrik Ibsens skrifter

Jeg ved næsten ikke om jeg tør regne på at De vil modtage et brev fra mig nu, da der er hengåt mere end ​år og dag uden at jeg har ladet høre direkte fra mig. Men jeg stoler på Deres gode hjerte og på vort gamle venskab, hvilket jeg aldrig kan tænke mig skulde kunne gå alvorligt i stykker. Fra min side vil det i alle fald være en umulighed.

Sammenhængen med min ​ihærdige taushed er den at jeg mere og mere henfalder til at sysle med en eneste ting af gangen, kredse om en eneste forestillingsrække, og imedens dette står på, skyde alt andet til side. Lige siden min tilbagekomst hid har jeg været plaget af ​ et nyt skuespil, som absolut vilde frem og først i begyndelsen af forrige måned fik jeg det fra halsen. Det vil sige, da fik jeg manuskriptet ud af huset. Men så kom alt det uundgåelige skriveri, som jo følger med udgivelsen og ​oversættelsen af en ny bog. Sent kom jeg også til at arbejde på dette stykke. Først inde i Juni måned begyndte jeg for alvor at sætte pennen på papiret. Indtrykkene, ​erfaringerne og iagttagelserne fra min rejse i Norge ifjor sommer virkede længe forstyrrende på mig. Og først efter at jeg var kommen til fuld klarhed over det oplevede og havde uddraget følgeslutningerne deraf kunde jeg tænke på at omsætte udbyttet i en digtning. Også ​Deres rejse til Kristiania og Deres oplevelser dersteds gav mig meget at tænke på; de gav mig et værdifuldt bidrag til ​vore ​fremskridtsmænds karakteristik. Aldrig har jeg følt mig mere fremmed lige over for mine norske landsmænds ​Thun und Treiben end efter de lektioner, det sidst forløbne år har givet mig. Aldrig mere frastødt. Aldrig mere ubehagelig berørt. Men jeg opgiver alligevel ikke håbet om at al denne ​rå midlertidighed engang kan klarne sig til et virkeligt kulturindhold i en virkelig kulturform. Men den mulighed interesserer for øjeblikket ingen deroppe. Jeg tror heller ikke at de for hånden værende aktive kræfter hos os vilde formå at bære frem dybere og inderligere opgaver, end ​dem, som nu står på dagsordenen. Og kanské knapt nok dem engang. Det var en ulykkelig stund for fremskridtets sag i Norge, den stund, da Johan Sverdrup kom til «magten», – og fik mundkurv og håndjern på.

Så vidt har jeg dog i dette år fulgt med udenverdenens begivenheder at jeg ved, ​De i foråret igen var i Warschau og holdt en række forelæsninger. Vi havde så halvt om halvt håbet at De vilde tage hjemvejen over München. Men det blev der da ikke noget af. De ved for resten visst ikke, hvor mange ​varme beundrere, De har i de literært interesserede kredse også hersteds.

For Deres to tilsendte ​afhandlinger om polske tilstande og ​om Luthers udtalelser vedkommende cølibatet, takker vi Dem hjerteligst. Den første gjorde et dybt og blivende indtryk på os, og over den anden har vi moret os kosteligt. – ​Deres frue beder vi Dem takke fra os for det så venligt tilsendte ​anbefalingsbrev for Sigurd. Han vil rimeligvis i løbet af vinteren få anledning til at benytte det.

Vi taler ofte om ​vort besøg i Deres lune, hyggelige hjem. Hils fra os både Deres hustru og ​småpigerne! Næste sommer kommer vi kanske til Danmark. Vi har begge stor lyst til at tilbringe nogle måneder oppe ved Skagen. Da håber jeg vi mødes i Kbh. Lev vel så længe. – Deres hengivne og takskyldige